Hos Jægeren & Lystfiskeren har vi et stort udvalg af jagtudstyr, fiskegrej og beklædning.

Vi er erfarne jægere og lystfiskere, så hos os kan du altid få fagkyndig vejledning.

Forretningen har eksisteret som jagt- og fiskeriforretning siden 1981, og selve lokalerne stammer helt tilbage til 1600 tallet.

De fritliggende bjælker og det gamle stengulv danner rammerne om en hyggelig atmosfære, som skal opleves -

så kom ind og se de sidste nyheder i et inspirerende miljø.



Mød medarbejde

Morten Rex Frederiksen (Jagt)

 

Morten er indehaveren af Jægeren og Lystfiskeren. En butik, som han har drevet med stor passion og dygtighed i mere end 20 år. Hos Jægeren og Lystfiskeren er vi utrolig glade for vores søde, kærlige, dygtige og meget energiske leder. Ham kan vi kun sige godt om. Når alt dette er sagt, så har Morten egentlig mange opgaver i løbet af en dag. Hans primære ansvarsområder er dog jagtafdelingen med indkøb af våben og ammunition. Men det allerbedste han ved, det er, når han får lov at ekspedere kunder i butikken. Han elsker handel, og det er uanset om, det er salg af våbenolie eller et jagtgevær, som han skal hjælpe kunderne med. Morten har, som nævnt, rigtig mange års erfaring indenfor branchen og er aktiv jæger, når ellers tiden er til det. Men når man både skal passe butik og være far, så er tiden ikke helt som for 20 år siden. Alligevel så bliver der stadig tid til både Fasan-og andejagter ind imellem.

Glæd dig til at møde Morten i butikken. Han er altid pyntet med et stort smil og glimt i øjet og klar til at hjælpe dig godt på vej.


Dennis Deleuran (Fiskeri)

Fast mand i fiskeafdelingen i mere end 20 år. Dennis varetager primært indkøb af diverse fiskeartikler såsom Guideline, Orvis, Arctic Silver, Savage Gear, Penn, Shimano m.fl. Fluefisker om en hals, og i det hele taget meget aktiv lystfisker, når tiden ellers tillader det. I sommerperioden er han også at finde langs Lindenborg Å, hvis han ellers ikke fisker laks i en af Norges mange elve. Dennis har fisket i mange af de norske elve, men har altid haft en stor kærlighed til livet og laksefiskeriet i Finmarken i det nordligste Norge. Når det kommer til kystfiskeri, er han helt på toppen. Der er ikke mange kyststrækninger tilbage i Danmark, hvor han ikke har været med stangen. Derudover bliver det også til en pirketur i ny og næ samt en tur med haglbøssen efter en and eller gås. Helhedsbilledet af Dennis er, at han elsker naturen i sin helhed. Derfor er han meget bred i hans ekspertviden, så skal du have hjælp til andet end stænger, skydehoveder, hjul m.m., så kan han helt sikkert også hjælpe dig i jagtafdelingen med hans altid smilende og serviceminded sind


Lars Bo (Fiskeri)

Hos Jægeren og Lystfiskeren elsker vi smilende, glade og optimistiske medarbejdere. Således gør også vores kunder. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Lars Bo er vores nyeste mand i fiskeafdelingen. Lars har smil på læben, stort gåpåmod og et meget behageligt væsen. Han er ansat som butikselev, men som lystfisker og fluebinder er han langt mere end udlært. Han er passioneret lystfisker, og der går ikke mange sekunder om dagen, hvor han ikke tænker på fisk, fiskegrej eller fluer. Han er nok det man kan betegne, som en rigtig fiskenørd. Hos Jægeren og Lystfiskeren elsker vi nørder. Lars har mange forskellige ansvarsområder i fiskeafdelingen, men særligt afdelingen med fluebinding vil få hans store opmærksomhed, da han er en super dygtig fluebinder.

Glæd dig til at møde Lars i butikken, hvor han med stort smil og engagement vil hjælpe dig, så netop din næste fisketur bliver en succes.


Emil Skagbæk (Jagt)

Emil har efterhånden været ansat hos Jægeren og Lystfiskeren i mere end 8 år, hvilket vi sætter utrolig stor pris på. Emil er udlært inden for salg og service, men har været udlært inden for jagtens mange former og muligheder i mange år. Han har også  arbejdet med jagt i både Sverige og på Langeland, så han er helt sikkert god for et par råd eller 3. Når vi andre bruger søndag aften på at se nyhederne eller en god film, så læser Emil om ammunition, kalibrer, natoptikker, kalibrering, dådyrjagt, vildtpleje, måneskinsjagt på vildsvin, rævejagt med kald, eller andet jagtrelateret litteratur. Emil er indbegrebet af en rigtig jagtnørd, men på den helt gode måde. Han har med andre ord en enorm viden omkring jagt og natur, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt heller, at hans CV, når det kommer til nedlagt vildt i skandinavien, er yderst misundelsesværdigt. Han elsker naturen, og så snart han har en ledig stund, så skal der plantes vildtager, sættes fodertønder op eller samles svampe. Vi kunne blive ved med at fortælle om hans endeløse kærlighed og fascination til vores dejlige natur.  

Men vi synes, også lige vi skylder at nævne, at lystfiskeriet også har en stor plads i Emils hjerte. Han elsker at fiske gedder, og fanger dem på alle tænkelige måder. Hvad enten det er flue, jerkbait eller wobler, så er han altid klar på et godt gedderush. Emil har også fluefisket i mange år, og generelt er han en meget alsidig lystfisker, så han er helt bestemt meget kompetent, når det kommer til det meste fiskeri.

Glæd dig til at møde Emil i butikken, hvor han vil betjene dig med sit oprigtigt rolige og behagelige væsen.


Emil Bostrup (Jagt)

Hos Jægeren og Lystfiskeren elsker vi folk med højt humør, gå på mod og mange kompetencer. Her må vi nok sige, at Emil B. udfylder rollen til fulde. Emil har mange opgaver hos Jægeren og Lystfiskeren i løbet af en dag, og det er opgaver, som han tager fuldstændig seriøst, og som han løser til stor tilfredshed for både os, men også for vores mange kunder. Emil sørger blandt andet for, at webshoppen er opdateret, brugervenlig, moderne og fuld af gode tilbud. Han arbejder også med Facebook, hvor han ofte dukker op med gode tilbud, et par billeder eller måske en lille produktvideo.

Struktur og planlægning er vigtigt hos Jægeren og Lystfiskeren, og mange gange er det også Emil, der står med planlægningen af diverse events, som vi tilbyder til alle vores søde kunder. Rent jagtmæssigt er Emil vild med pramjagt, hvide anorakker, lokkefugle, kolde vinterdage og vilde andetræk hen over fjorden. Efterfølgende er det kærligheden til maden, vildtet og måden det tilberedes på. Mange år i restaurationsbranchen har sat sit præg og fornægter sig ikke, når talen falder på mad og vin. Sidst men ikke mindst, er han også blevet bidt af lystfiskeriet, hvor flue, blink og pirkestangen bliver luftet så snart der er tid. I butikken møder du Emil med glimt i øjet og stort smil på læben, der med sin rolige og behagelige personlighed vil betjene dig med stor entusiasme og oprigtighed.


Alex Henriksen (Web & elektronik)

Her er manden, som sørger for, at alt det tekniske hos Jægeren og Lystfiskeren fungerer optimalt, så som hjemmesiden, PC'er, GPS udstyr m.m. Der er jo efterhånden kommet meget elektronik ind i jagten. Alex sidder på kontoret, og har ingen kontakt med kunderne, så det er kun personalet, der har fornøjelsen af Alex's hyggelige selskab.


Rasmus (Web & Butik)

Her har vi Rasmus - han er vores senest tilkomne unge mand. Rasmus har netop færdiggjort sin gymnasielle uddannelse, og har valgt at bruge et par år med os. Det er en sand fornøjelse, at få ham ind i Teamet.
Rasmus har en Energist tilgang til alle opgaver og varetager dem med stor proffesionalisme, uanset hvad vi sætter ham for. Rasmus har været ivrig jæger siden han var en ung knægt og har en stor erfaring, som han gerne deler ud af.
Rasmus har ansvar for den daglige drift af webshoppen hvor han pakker og ekspedere alle jeres ordre. Ud over pakkeriet, har rasmus også sin daglige gang i butikken, hvor du med stort smil og et glad væsen bliver taget godt imod.

Jeg håber I på et tidspunkt får æren af at møde denne unge mand.


Olivia (Lager)

Olivia er vores hjælpende hånd i dagtimerne i Jægeren og Lystfiskeren. Olivia har nogle timer flere dage om ugen, hvor hun assistere med udpakning af varer, opfyldning samt oppyntning af butikken, samt mange mange andre uundværlige praktiske opgaver. Olivia vil mest florere på kontoret og lagerne hvor du desværre ikke får mulighed for at møde hende. Det er kun os personale i butikken, som har glæde af Olivias glade person.


Kristoffer (Butik & Jagt)

Jægeren og Lystfiskerens måske mest smilende mand har vi lige her. Kristoffer er vores yngste medarbejder, som efter gymnasie kommer forbi og giver en hjælpende hånd med alt fra udpakning af varer, opsætning at nye varer og selvfølgelig også ekspeditioner. Kristoffer er en nyere jæger som for et par år siden fik jagttegn. Ellers har Kristoffer været ihærdig lystfisker i alt fra Sø, Å og Kyst. Kristoffer ses ofte om eftermiddagen i butikken eller i weekenden. Kristoffer er trods sin unge alder en utrolig dygtig ung mand her i butikken. Vi håber meget, at I får ham at se inden så længe hvor han kan være behjælpelig og vejlede jer med alt fra jagt til fiskeri.


Camilla (Butik)

Mød Camilla, vores smilende kvindelige jagtekspert, som har en passion for jagtens verden. Camilla har trods sin unge alder allerede givet mange jægere undervisning i jagttegn, da hun også er jagttegnslærer. På trods af at Camilla primært er en timebaseret medarbejder, der træder til i weekender og ferieperioder håber vi at I får lov at møde hende i butikken eller på de sociale medier.

Camilla bruger stadig tid på uddannelse, siddeløbende med hun arbejder hos os, og hendes engagerede tilgang til jagt og viden deler hun gerne med vores kunder. Som jæger og certificeret underviser i jagttegn bringer hun en god faglig viden til butikken.

Som en af de kvinde ansat i vores team JOGL bringer Camilla en frisk energi og er frisk på nogle gode ekspeditioner!


Mille (jagthund)

Mille, som er en ung klassisk Engelsk Springer Spaniel, er ansat som butikshunde-elev. Mille er nu kommet så lang i sin uddannelse, at hun nu er at finde i butikken, hvor hun gladeligt tager imod kunderne hver dag. Hun elsker klap, og særligt at blive kløet bag ørene og på bagen, kan gøre hende helt salig. Altid frisk, frejdig og en “smule” nysgerrig.